Taknemmelighed kan lyde som noget, man enten har eller ikke har. Som en personlighedsting. I praksis er det ofte mere levende end det: en tilstand, der kan trænes, falde væk, komme tilbage, og som nogle dage føles helt utilgængelig.
Når jeg inviterer til en aften i klinikken, hvor temaet er taknemmelighed, er det ikke for at bede nogen om at “tage sig sammen” eller male et pænt lag oven på livet. Det er for at skabe et roligt rum, hvor vi sammen kan mærke, hvad taknemmelighed egentlig er, når den får lov at være ærlig, kropslig og menneskelig.
Hvorfor give taknemmelighed plads i et terapeutisk rum?
I terapi møder man ofte den del af livet, der gør ondt. Bekymringer, sorg, skam, konflikter og traumer. Det er ikke et problem i sig selv; det er netop det, terapien er til for. Men hvis vi kun er i smerteperspektivet, kan sindet komme til at lukke sig om det svære, som om det svære er hele sandheden.
Taknemmelighed er ikke en genvej udenom. Den kan være en vej ind i en større helhed, hvor nervesystemet får pauser, og hvor man kan genkende, at der også findes ressourcer, relationer og øjeblikke af støtte. Nogle oplever, at taknemmelighed giver et lille skift i indre tone. Andre mærker mere kropslig ro.
En aften i klinikken kan give en anden adgang end den, man får alene derhjemme. Når vi sidder sammen, bliver det tydeligt, at taknemmelighed ikke handler om at være “positiv”, men om at være sandfærdig på en blid måde.
Taknemmelighed er ikke et krav om at være glad
Der findes en misforståelse, hvor taknemmelighed bliver til en moralsk pligt. Som om man bør være taknemmelig, ellers er man forkert. Det kan gøre mere skade end gavn, især hvis man allerede er presset.
Taknemmelighed kan også misbruges som et skjold: “Jeg bør ikke være ked af det, for jeg har jo så meget at være taknemmelig for.” Den sætning lukker ofte ned for følelser, der faktisk har brug for at blive mødt.
I et terapeutisk rum arbejder vi med begge dele: det, der tynger, og det, der bærer. Taknemmelighed bliver mest bæredygtig, når den får lov at stå ved siden af det svære, ikke oven på det.
Taknemmelighed kan også være stille. Den kan være et enkelt “jeg kom ud af sengen i dag” eller “jeg trak vejret dybt én gang”. Det er nok.
En helhedsorienteret tilgang: krop, følelser, sind og ånd
I klinikken arbejdes der helhedsorienteret, så taknemmelighed ikke kun bliver en tankeøvelse. Nogle kan nemt “forstå” taknemmelighed, men mærker den ikke. Andre mærker den i kroppen, men kan ikke sætte ord på. Begge dele er helt almindeligt.
Når man også tager kroppen med, bliver det tydeligt, at taknemmelighed kan være regulering. Et øjeblik, hvor skuldrene sænker sig. Et åndedrag, der bliver lidt friere. En varme i brystet, eller bare en fornemmelse af, at man står mere på jorden.
Og for nogle giver det mening at arbejde i en cirkel, inspireret af Council-traditionen, hvor man taler fra hjertet og lytter uden afbrydelser. Det kan gøre noget ved tempoet i samtalen. Noget ved trygheden.
Sådan kan en aften om taknemmelighed være bygget op
En aften i klinikken kan godt være enkel. Det vigtigste er rammen og nærværet, ikke at man “gør det rigtigt”. Her er en typisk form, som kan tilpasses deltagerne:
Efter en kort velkomst lander vi i kroppen, ofte med en rolig guidning af åndedrættet og opmærksomheden. Derefter arbejder vi med taknemmelighed i flere lag, fra det helt nære til det mere relationelle.
Vi kan bevæge os mellem stille refleksion, skriveøvelser og deling i gruppe. Deling er altid en invitation, ikke et krav. Nogle gange er det mest helende at være med og lytte.
Efter pauser og små overgange samler vi trådene, så man går derfra med noget, der kan bruges i hverdagen, uden at det bliver endnu en opgave.
Det plejer at hjælpe at møde op, som man er. Træt, nysgerrig, skeptisk, berørt. Alt det er velkomment.
Tre indgange til taknemmelighed, der ofte virker i praksis
Taknemmelighed kan åbnes på forskellige måder. Nogle bliver hurtigt rørt af relationer. Andre mærker taknemmelighed gennem sansning og natur. Andre igen gennem en mere eksistentiel vinkel.
| Indgang | Hvad man gør | Hvad det kan støtte |
|---|---|---|
| Kroppen først | Læg mærke til åndedræt, tyngde, varme, kontakt med gulv/stol | Ro i nervesystemet, mere nærvær |
| Relationel taknemmelighed | Skriv eller tænk på en person, en handling, en støtte | Blødhed i hjertet, mere forbindelse |
| Hverdagsnær taknemmelighed | Find 1 til 3 små ting fra dagen, der var “nok” | Realisme, stabilitet, mindre sort-hvid-tænkning |
Ingen af indgangene er bedre end de andre. Nogle dage er den mest ærlige taknemmelighed bare: “Jeg blev i mig selv, selv om jeg var presset.”
Efter vi har talt om det, kan det være hjælpsomt at gøre det konkret:
- Kaffe eller te i ro
- En notesbog
- En venlig nysgerrighed
Når taknemmelighed møder sorg, stress eller traume
Der er mennesker, hvor taknemmelighed føles fjernt. Det kan ske ved depression, ved langvarig stress, efter chok, eller når man står i en livskrise. Her er det ikke tegn på, at man gør noget forkert. Det er ofte tegn på, at systemet er overbelastet.
I traumearbejde kan man møde, at taknemmelighed udløser uro eller skam: “Hvorfor kan jeg ikke bare være taknemmelig?” Her hjælper det at gå langsomt, og at huske at taknemmelighed ikke er en præstation. Den kan være en bivirkning af tryghed.
I en gruppeaftens ramme kan vi også tale om grænser. Man må gerne sige nej til deling. Man må gerne tage en pause. Man må gerne være stille.
Hvis du vil have et pejlemærke, kan følgende holde rummet varmt og realistisk:
- Tempo: langsomt nok til at kroppen kan følge med
- Sprog: enkelt og menneskeligt, uden at presse noget frem
- Grænser: du bestemmer, hvad du deler, og hvad du beholder
Council-inspiration: at blive hørt uden at blive afbrudt
Når vi arbejder med cirkelpraksis, ændrer det ofte noget i deltagerne. Ikke fordi nogen “fikser” noget, men fordi det at blive lyttet til kan føles uvant. Og helende.
I en cirkel kan taknemmelighed også få flere farver. Én kan være taknemmelig midt i sorg. En anden kan være taknemmelig for at have sat en grænse. En tredje kan mærke taknemmelighed som vrede, der endelig fik plads til at sige: “Jeg fortjener mere omsorg.”
Det kan virke paradoksalt, men ofte kommer taknemmeligheden tættere på, når vi også giver plads til det, der ikke er taknemmeligt.
En lille praksis, du kan tage med hjem
Når aftenen slutter, er det rart at have noget enkelt at holde i. Ikke en lang rutine, bare et lille anker.
Du kan prøve denne i 5 dage og se, hvad der sker:
- Sæt dig et roligt sted i 2 minutter.
- Læg en hånd på brystet eller maven, hvis det føles okay.
- Skriv én sætning: “I dag var jeg taknemmelig for …”
- Skriv én sætning: “I dag var det svært, og jeg havde brug for …”
- Slut med én sætning: “I morgen vil jeg lægge mærke til …”
Nogle oplever, at kombinationen af taknemmelighed og ærlighed gør praksissen mere bæredygtig.
Praktisk ramme og hvem aftenen passer til
En temaaften om taknemmelighed kan være relevant, hvis du længes efter mere ro, mere mening eller bare en pause fra indre pres. Den kan også passe til par, der ønsker et mere venligt fælles sprog, uden at alt skal handle om problemer.
Det er helt normalt at være i tvivl, om man “passer ind”. Mange gør.
Rammen er i klinikken i indre København ved Nyhavn, formatet kan tilpasses, så det føles trygt og enkelt at være med.
Taknemmelighed begynder ofte ikke som en stor følelse, men som en lille villighed til at se, hvad der allerede er her. Og nogle gange er det nok til, at noget i os falder en anelse mere til ro.